Hvilke sociale medier skal din virksomhed være på?

Facebook, Instagram, Twitter, Pinterest, LinkedIn, Google+… Der er sociale medier nok, hvor din virksomhed kan være til stede. En god tilstedeværelse på dem alle vil kræve mange ressourcer, og en del af din indsats vil sandsynligvis være spildt, fordi mediet er forkert til din virksomhed, og fordi din indsats på de enkelte medier bliver for svag.

Men hvordan finder man frem til hvilke sociale medier, det kan betale sig at fokusere på? Her får du de to vigtigste faktorer, du skal tage med i dine overvejelser.

1. Er din målgruppe til stede på mediet?

Uden sammenligning den vigtigste faktor af dem alle. Hvis du på nogen måde skal have en chance for at få noget ud af et socialt medie, er det ganske enkelt nødvendigt, at de mennesker, du forsøger at få i tale, overhovedet er til stede. Man vinder intet ved at servere gode bøffer til en vegetarkongres.

Facebook er et taknemmeligt medie i denne henseende, fordi du kan finde modtagere i alle aldre, fra hele landet og med stort set alle interesser. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Facebook er det bedste medie for din virksomhed.

target_group

Pinterest bruges f.eks. meget af kvinder, der laver online window shopping. De kigger Pinterest-billederne igennem på samme måde, som de kigger på butiksvinduer, skohylder og tøjstativer. De leder ikke efter noget bestemt, men hvis de falder over noget, de kan lide, er de mere købeparate end på de andre sociale medier.

Er journalister din målgruppe, er Twitter en god vej – de sidder alle og venter på det næste tweet-scoop fra politikere og andre kendte.

Pointen med disse lettere stereotype fremstillinger (undskyld til kvinderne og journalisterne) er, at Facebook ikke nødvendigvis er det bedste medie, bare fordi alle bruger det. Overvej nøje, om du kan ramme din målgruppe bedre et andet sted.

2. Kan du producere relevant indhold, der passer til mediet?

Din markedsføring på sociale medier er dybt afhængig af, at folk interagerer med dit indhold. Interaktionen er dit vigtigste mål, og passer indholdet ikke til mediet, får du sparsom interaktion. At “passe til mediet” er selvfølgelig et teknisk spørgsmål – f.eks. “vi laver gode videoer – kan man dele dem på en god måde på mediet?” – men det er i endnu højere grad et spørgsmål om brugernes adfærd på de enkelte medier, og hvad de reagerer på.

content

Du klarer dig bedst på Facebook, hvis du har gode billeder eller videoer, Instagram kræver en lind strøm af spændende eller flotte snapshots, LinkedIn er et godt sted til erhvervsrelaterede artikler, mens du på Twitter bedre kan slippe afsted med blot af lave korte tekstbeskeder – bare du laver nok af dem, og de er interessante for målgruppen.

Både teknisk og adfærdsmæssigt er Facebook dog taknemmeligt at arbejde med her også. Billeder og video fungerer typisk bedst, men du kan klare dig helt fint med f.eks. erhvervsrelaterede artikler og tekstbeskeder, hvis du gør det godt, og holder det relevant for din målgruppe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Compell
Sønderskovvej 7
8520 Lystrup
Kontaktinfo
(+45) 71 99 75 15
info@compell.dk (Formular)