3 tips til at gøre dine e-mails mere personlige

(… og som du kan komme i gang med allerede i dag!)

 

Den personlige kontakt mellem virksomhed og kunde går ofte tabt i den digitaliserede verden, og det kan betyde, at kundens købsoplevelse bliver en smule kønsløs. Og det er en skam. For bare fordi du ikke nødvendigvis kommunikerer ansigt til ansigt med dine kunder, behøver du ikke være anonym.

Ved at tilføre din eller din virksomheds personlighed i alle dine markedsføringstiltag, kan du forbedre kundens købsoplevelse markant.

Fx gennem email-marketing, herunder dine nyhedsbreve, autosvar samt ordre-, købs- og leveringsbekræftelser, har du mulighed for at give dine kunder en unik oplevelse.

Her er et par forslag til nogle nemme, men ofte undervurderede ændringer, du kan implementere i din e-mail-markedsføring, og som kan medvirke til at forbedre kundeoplevelsen.

 

Drop den standardiserede ordrebekræftelse

Måske tilhører du en ud af de mange webshops, som udsender standard-ordrebekræftelser til deres kunder, når de har afsluttet et køb. Det sker ofte automatisk, og derfor tænker du sikkert ikke over, at din virksomhed her har en potentiel mulighed for at skille sig ud fra konkurrenterne.

Du kan nemt ændre i den standardiserede ordrebekræftelse, og den skal kun skrives én gang, hvorefter den passer sig selv ligesom den forhenværende.

Med en personlig ordre- eller afsendelsesbekræftelse giver du dine kunder en fornemmelse af ikke blot at være et nummer i rækken, og hvis du inddrager humor eller personlig henvendelse, kan en lille detalje som denne være afgørende for den gode kundeoplevelse.

 

Henvend dig personligt til dine kunder i emnefeltet

Det hjælper ikke noget at skrive en god og personlig ordrebekræftelse, hvis dine kunder ikke åbner mailen fra dig. Derfor er det vigtigt også at skrive en fængende titel i mailens emnefelt.

En fængende titel er også en personlig titel. Mails med personlige emnefelter har 26% større chance for at blive åbnet end mails uden en personlig henvendelse.

Et af de mest succesfulde ord i forhold til personlig henvendelse er kundens navn. Hvis kundens navn er en del af mailens emnefelt, vil han/hun højst sandsynligt finde din mail interessant, fordi den ”direkte”, personlige henvendelse engagerer kunden.

Ordet ” dig” er også et godt ord at anvende i mailens emnefelt, da det giver dine kunder en fornemmelse af, at mailen er henvendt til netop dem.

 

No-reply er et no-go!

Det virker hverken særligt engagerende eller interessant at modtage en mail fra ”noreply@dinvirksomhed.dk”, og det er fuldstændig blottet for personlighed. Når du så samtidig gerne vil have dine kunder til at kontakte dig, kan det ligefrem virke misvisende at anvende dette som afsender af dine mails.

Det er vigtigt, at du er tilgængelig for dine kunder på så mange kommunikationskanaler som muligt. Så hvis du derimod gør det muligt for dine kunder at besvare dine mails, viser du, at du er til stede, og du vil få flere henvendelser herigennem.

Hvis du ændrer afsenderen af dine mails til din virksomheds navn eller den person fra virksomheden, som din kunde forventer svar fra, virker det mere personligt, og det vil skabe mere tryghed hos kunden.

 

Kom i gang allerede i dag

Det var 3 simple tiltag, som du kan nemt og hurtigt implementere i din e-mail-markedsføring allerede i dag. Har du brug for hjælp til at komme i gang eller har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar eller kontakte os på info@compell.dk eller tlf. 71 99 75 15.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.