5 QR-fejl der ikke må gentage sig med NFC

NFC-marketing er så småt begyndt at dukke op rundt omkring, som en erstatning for de berygtede QR-koder.

QR-koder har været meget udskældte som markedsføringsværktøj med det argument, at folk ikke gider scanne dem. Det er simpelthen for besværligt. Man skal have en separat app, som først skal hentes og startes, telefonens kamera vil ikke lige stille skarpt, man får ikke lige holdt den stille nok osv.

SAMSUNG

Den del af problemet med QR-koder kan NFC løse. Hvis din telefon understøtter NFC, skal det blot aktiveres, hvorefter din telefon modtager information fra NFC-tags bare ved at blive placeret i nærheden af dem.

Et langt større problem med QR-koder end de praktiske problemer er dog, at marketingfolk verden over har begået de samme fejl igen og igen og lært de personer, der rent faktisk gad scanne QR-koderne, at det slet ikke er besværet værd.

Her er 5 fejl begået med QR-koder, der ikke må gentage sig, hvis NFC-marketing skal blive en succes.

1. Link til forsiden på dit website

Hvis du bare vil have folk ind på dit websites forside, er der slet ingen grund til at bruge den slags teknologi. Bare skriv dit websites adresse i stedet. Modtagerne kan godt finde ud af at bruge en internetbrowser på deres smartphone og taste adressen eller google din virksomhed.

Typisk vil din forside også være alt for generel i forhold til det call-to-action, der skal få modtagerne til at benytte dit NFC-felt, hvilket bringer mig til…

2. Call-to-action der ikke passer med indholdet

Skal du få folk til at benytte NFC, skal der være et helt klart formål med at gøre det. “Besøg vores hjemmeside” er alt for generelt. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at det indhold, som modtageren så præsenteres for, matcher det præcise CTA.

Hvis budskabet er “placer din telefon her og bestil nu”, skal man sendes direkte til bestilling. Er budskabet “få en rabatkupon”, skal rabatkuponen komme med det samme. Så snart brugeren skal lede efter det, der aktiverede dem til at begynde med, har du tabt.

3. Link til indhold der ikke fungerer på mobile enheder

Du kaster din telefon ind i et NFC-felt og frem kommer en hjemmeside, der på ingen måde er optimeret til mobil eller, værre endnu, en fejlmeddelelse om, at det, der er linket til, ikke er tilgængeligt på mobile enheder. Jeg tror ikke, jeg behøver uddybe.

4. Meningsløst indhold

Brugerne skal få noget ud af at benytte NFC, som de ikke kunne få lettere på andre måder. Det er f.eks. en rigtig dårlig idé at bruge det til at sende informationer, der lige så godt kunne være trykt direkte på plakaten i stedet for NFC-instruktionerne, som et telefonnummer eller en adresse.

Indholdet skal have en værdi for brugerne, så de føler, at de får noget ud af det, der mere end opvejer besværet.

5. Tåbelige placeringer

I får bare billedet her.

placering

Ét svar til “5 QR-fejl der ikke må gentage sig med NFC”

  1. Signe siger:

    Super input på en fredag! Med sikkerhed nyttig viden for alle, der arbejder med markedsføring!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.