Tanker til weekenden – en opgave tager den tid, du sætter af til den

Hvor lang tid tager det at fuldføre en given opgave? Det kan være svært at opstille regler for, og selv med en god portion erfaring med en opgavetypes omfang kan man blive overrasket.

Alligevel vil vi gerne afsætte et bestemt tidsrum til en bestemt opgave, så vi kan planlægge og jonglere med de mange opgaver, vi skal have til at balancere med døgnets firetyve timer. Men hvad nu hvis en opgave tager den tid, man sætter af til den?

Parkisons lov

Den britiske professor C. Northcote Parkison mente at have opdaget en lov, der gjaldt for administration i den offentlige såvel som den private sektor. Loven lyder ganske enkelt, at ethvert arbejde udvider sig indtil, det udfylder al den tid, der er til rådighed for dets udførelse.

Som eksempel på sin påstand om at selv simple opgaver tager den tid, der er sat af til dem, fremhævede han pensionisten, der kan bruge en hel formiddag på at sende et postkort, mens en travl person kan klare opgaven på tre minutter.

 

Udfordr dig selv på tid

Jeg synes, loven om tidsrammen for en opgave er meget interessant. Det er værd at reflektere over, om vi i virkeligheden tit sætter os selv for magelige rammer, og dermed gør os selv en bjørnetjeneste, fordi vi bliver mindre effektive og begynder at opfatte selv små opgaver som omfattende.

Når en deadline nærmer sig, stiger vores effektivitet som regel drasktisk, og vi arbejder mere målrettet på at fuldføre opgaven. Det kender de fleste nok fra eksamensskrivning eller arbejdsrelaterede deadlines.

Hvis vi bliver mere fokuserede og effektive af deadlines, hvorfor så ikke gøre det til en vane af at udfordre os selv på tid? Det er en spændende tanke, hvor meget mere effektiv og fokuseret, man rent faktisk kunne blive, hvis man turde bruge deadlines som værktøj i sin professionelle hverdag.

 

Kom i sving med det vigtigste først!

Det kræver en god fornemmelse for balance at sætte deadlines, der gør dig mere effektiv, for får du sat alt for mange af slagsen, går du sandsynligvis ned med stress på et tidspunkt – og det var jo ikke pointen med øvelsen.

Det skal være luft til uventede udfordringer, igen tvivl om det.

 

Min pointe er bare, at Parkinson måske havde fat i noget vigtigt, der faktisk kan gøre os mere effektive og mindre stressede på samme tid.

Jeg er overbevist om, at det er sundt, at være opmærksom på, at en opgave ikke kommer til at tage meget længere tid, end den behøves, fordi du mister fokus på eksekvering. Hvis du formår at bruge Parkinsons lov aktivt, vil du tvinge dig selv til at komme i sving med det vigtigste først, fordi du ved, at tidsrammen er begrænset.

Du undgår at falde i den mentale fælde, som en uklar deadline lægger op til – fælden hvor detaljer af ubetydelig karakter sluger uforholdmæssigt store mængder af din tid, og opgaven pludselig virker helt uoverskuelig.

Hvad gør du for at begrænse opgaver, der potentielt kan opsluge al din tid?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.