Højresideannoncer klar til et comeback

Jeg har ved flere lejligheder skældt Facebooks højresiderannoncer ud og kaldt dem spild af penge, men som de fleste ved, er Facebook i konstant forandring. Sponsored stories, som jeg i førnævnte blogindlæg hædrer som det bedste annonceformat, eksisterer ikke længere, og højresideannoncerne ændrer sig nu i så markant grad, at alle annoncører bør revurdere, om højresideannoncerne kan udfylde en rolle i deres markedsføringsmix.

Du har muligvis allerede set højresideannoncer i det nye format. Facebook har kørt formatet et par måneder, men fra september vil alle højreannoncer følge dette nye format.

Hvad er ændret?

Det hele! Der er ganske enkelt tale om en hel anden type annonce og helt andre vilkår. Se bare her:

Facebook højreside old vs new

Der er tre ting, der er værd at bemærke her.

  1. Billedet er betydeligt større i det nye format
  2. Der vises kun to annoncer samtidig, mod de tidligere fire til seks
  3. Visuelt minder de nye mere om linkposts

Hvad betyder det?

De gamle højresideannoncer var voldsomt ineffektive. De krævede enorme mængder visninger, før folk overhovedet lagde mærke til dem, og deres egentlige formål – at drive trafik fra Facebook til et andet website ved et klik – blev sjældent indfriet. Annoncerne er små og visuelt utiltalende, og den enkelte annonce forsvinder i mængden i annoncespalten, der er let at ignorere som helhed.

Ret skal være ret: De gamle annoncer var også utroligt billige, da der ganske enkelt var meget lidt konkurrence om pladsen.

Alt det kan ændre sig nu.

Annoncespalten består nu kun af to annoncer, der har et markant større billede. Det giver mulighed for at lave annoncer, der er langt skarpere visuelt, samtidig med at der er mindre konkurrence om opmærksomheden annoncerne imellem. Spalten vil i mindre grad blive opfattet som én samlet masse, der kan ignoreres, og de enkelte annoncer vil træde mere frem.

Visuelt minder de sågar mere om det, brugerne ser i deres newsfeed. Det kan være med til yderligere at mindske den automatiske frasortering, men vil være af mindre betydning end det større billede og lavere antal annoncer.

Annoncerne må forventes at være noget mere effektive, men de vil naturligvis også blive dyrere. Færre pladser betyder større konkurrence, hvilket hæver priserne, og viser de sig rent faktisk at være rentable igen, vil der hurtigt blive flere om buddet.

Skal jeg så bruge højresideannoncer nu?

Du skal i hvert fald overveje det og helst prøve det af. Vores indledende tests med det nye format viser højere klikrate og højere pris per visning, samt betydeligt lavere pris per klik. Ændringerne tyder dermed på at leve op til målsætningen: Mere effektive højresideannoncer.

Det store, endegyldige spørgsmål vil stadig være, om det er værd at bruge annoncebudgettet på højresideannoncer frem for flere visninger i news feed. Det vil tiden vise.

Som minimum vil højresideannoncer være et langt stærkere supplement til news feed-annoncer, end det har været tilfældet tidligere.

Har du brug for hjælp med at navigere i Facebooks mange markedsføringsmuligheder? Kontakt Compell på 71 99 75 19 for en uforpligtende samtale om mulighederne for din virksomhed.

Ét svar til “Højresideannoncer klar til et comeback”

  1. Jeg ser frem til jeres konklusion omkring, hvad der bedste kan betale sig Newsfeed eller højre kolonnen 🙂 God artikel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.