Tak for (endnu) et godt år

Kære ven af Compell

Det er endnu en gang blevet tid til at sige tak for i år. Og hvilket år, vi har haft her hos Compell.

Tak fordi du har lyst til at være en del af vores digitale netværk, enten som eksisterende, tidligere eller måske fremtidig kunde.

Årets julekort fra Compell er, sædvanen tro, lidt mere end blot et kort. Vi har nemlig rigtig meget, vi så gerne vil fortælle dig, og som vi faktisk også skylder dig at følge op på. Vi hentyder naturligvis til sidste års forudsigelser for online marketing anno 2016 – læs med og se, om de holdt stik og bedøm selv, hvor meget du tør stole på vores forudsigelser for 2017.

 

Året der gik

Dublin -> København -> Lystrup

Vi er kommet vidt omkring i 2016.

I juni drog hele Compell-holdet på studietur til Dublin, hvor vi besøgte Facebook og Googles europæiske hovedkontorer. Vi besøgte vores respektive kontaktpersoner, fik rundvisninger i de ”hellige gemakker” og fik lidt ny viden. Men vigtigst af alt fik vi opbygget endnu stærkere relationer til de to internetgiganter, hvilket både vi og vores kunder nyder godt af.

Og så er vi kommet lidt tættere på vores sjællandske kunder. Vi har nemlig fået adresse i København, nærmere betegnet Kronprinsensgade 5, hvor vi har fået et lille kontor, så vi nu kan afholde møder på egen adresse i hovedstaden. Det ændrer dog ikke på, at vi stadig hellere end gerne kommer ud og besøger jer som hidtil.

Men årets nok vigtigste adresse er noget så jordnært som Sønderskovvej 7 i Lystrup – en forstad til Aarhus, hvor vi siden oktober har holdt til. Og hvorfor så lige Lystrup, tænker du måske?

Først og fremmest fordi, vi trængte til nye lokaler, der kunne imødekomme vores ønske om et stort fælleskontor, nem adgang til motorvej og offentlig transport samt et mere livligt miljø end industrikvarteret i Åbyhøj. Og så er de mange parkeringspladser herude absolut heller ikke at kimse ad. Hvis du ikke allerede har besøgt os i vores nye lokaler, så glæder vi os til at byde dig velkommen i det nye år.

 

Vi er blevet Google Premier Partner – og hvad så?

Det lyder flot, ikke? Men hvad betyder det egentlig?
Det betyder, at Compell er udvalgt som en ud af blot 23 partnere i hele Danmark, der lever op til en række specifikke, faglige krav.

Vi er meget stolte over anerkendelsen, og det er fedt at se, at vores tætte samarbejde med Google bærer frugt. Og så er det en anerkendelse, der kan mere end at se godt ud på papiret. Som Google Premier Partner kommer vi til at arbejde endnu tættere med Google, vi får mere indsigt, adgang til nye værktøjer før alle andre samt mulighed for løbende sparring med vores kontaktpersoner hos Google – og det vil også komme dig, som vores kunde, til gode.

 

Vi kan ikke løbe 100 km. i timen …

… men det kan en gazelle til gengæld, og sådan en flyttede ind på kontoret i 2016. Vi er nemlig blevet kåret som Gazelle af Børsen. Af samme grund er vi gået i gang med at indrette et af vores mødelokaler som jagtstue, selvfølgelig med god hyldeplads, så gazellen måske kan få selskab i de kommende år.
 

Det er hyggeligt at mødes i virkeligheden, men computeren fungerer også …

I 2016 startede vi med noget, for os, helt nyt: Webinarer!
Vi har afholdt i alt seks af slagsen, hvor vi har delt ud af gode råd om bl.a. markedsføring på Facebook, tips til Google Analytics, hvordan man forbereder forretningen til Black Friday og meget mere.

Med et gennemsnit på 120 deltagere pr. webinar tør vi godt konkludere, at det bliver et tiltag, vi holder fast i det kommende år. Og vi håber, du vil følge med.

 

Forudsigelserne fra sidste år – holdt de stik?

I december 2015 kom vi med fem forudsigelser for online marketing anno 2016 i vores julebrev, og det er endelig blevet tid til at se, om de holdt stik:

 

1. Marketing-afdelinger vil flytte fokus fra at skaffe mere trafik til at få mere ud af den trafik, de allerede har, bl.a. via usability tests- split-tests eller ved på andre måder at optimere det eksisterende.

Holdt den stik?
Jep, den er god nok. Der udvikles stadig flere værktøjer med fokus på at lære at forstå kundens rejse fra han lander på sitet til evt. køb/henvendelse. Vi selv er begyndt at have meget fokus på Hotjar, der er en slags digital brugertest, der giver indblik i, hvordan kunderne agerer på et website. Hvis ikke du kender værktøjet, så tag et kig på det. Hvis ikke I har kigget på det endnu – så hiv gerne fat I os.

 

2. Prisen bliver mindre væsentlig for kunder, der handler online. De vil i stedet vælge ud fra de leverings- og betalingsmuligheder, der stilles til rådighed, ligesom de vil vælge ud fra præferencer ift. varer, miljøbevidsthed og bæredygtighed.

Hold den stik?
I høj grad. FDIH e-handelsanalyse 2015 viser, at kundernes fokus på prisen er stagneret. I 2015 var det – som i 2014 – kun 24% der valgte nethandel grundet prisen. Nu lægger kunderne i stigende grad vægt på, at et website skal være fleksibelt. Altså, ”jeg vil handle, når det passer mig bedst”, jeg vil have hjælp, når det passer ind i mit dagsskema” og ”udvalget skal være større og bedre end det, som butikkerne kan tilbyde”.

 

3. Intelligent annoncering vil flytte fra display-annoncering (re-marketing) ind i content og nyhedsbreve. Vi ser det hos ”de store” med intelligente e-mails og websites, der tilpasser sig vores adfærd og historik. Det kaldes på ”buzzwordsk” marketing automation.

Holdt den stik?
Mjaah. Marketing automation er endnu ikke slået 100% igennem. Der er stadig en del virksomheder, der knokler med det, men det er desværre ikke implementeret endnu. Den kan godt få lov at leve i 2017 også 🙂

 

4.Video vil blive mere populært inden for både content marketing og online annoncering.

Holdt den stik?
Spot on! Tjek bare dit Facebook-feed, hvor video prioriteres langt højere end tekst og billeder. Flere og flere virksomheder tager videoer til sig og begynder desuden at forstå vigtigheden af at komme i gang med video frem for at prioritere høj kvalitet og dyrt udstyr.

 

5. SEO bliver mindre vigtigt. Annoncering, der yder mere fleksibilitet ifm. tilpasning og optimering, tager over, og søgemaskinerne (aka. Google), har fokus på at tjene penge 🙂

Holdt den stik?
Selvfølgelig skal dit website være søgemaskineoptimeret, men takket være Googles seneste algoritmeændringer er SEO blevet sværere – eller det vil sige, det er blevet sværere at snyde, hvilket er en god ting! Dertil kommer, at Googles nye annonceformater stiller flere muligheder til rådighed. Det betyder, at man gennem sin annoncering kan gå ind og påvirke søgemaskineresultaterne. Og ja, det er der selvfølgelig penge i for Google 🙂

 

Fem forudsigelser for 2017

1. Mobilkonverteringer og kunderejser stiger (endnu mere.) For mange er mobilen det eneste primære værktøj. Ja, faktisk er det kun os ”nørder”, der arbejder foran PC’en til hverdag, der stadig finder det naturligt at benytte computeren som primært søgeværktøj. I forlængelse heraf forudsiger vi, at vi vil se endnu flere køb og konverteringer via mobilen, der indtil nu primært bliver brugt som redskab til research, mens de fleste konverteringer i dag foregår via computeren.

2. Vi vil se færre reelle shitstorms i 2017. Virksomheder bliver bedre til at håndtere potentielle shitstorms og lærer i stigende grad at undgå at gå i panik. Med det i baghovedet kan vi selvfølgelig ikke lade være med at tænke på den igangværende polemik om annoncørflugten fra Den Korte Avis … nogle har ikke lært det endnu 🙂

3. Gammeldags virksomheder begynder at slå tilbage efter at have haltet bagefter i et par år, og kan nu snart tage kampen op mod de rene digitale virksomheder, der er buldret frem. Her vil de bl.a. kunne drage fordel af deres kendte fordele, såsom afhentning og prismatch. Indtil nu har denne taktik været en succes for bl.a. Skousen (Whiteaway), Elgiganten, Sportmaster m.fl., og vi tror på, at endnu flere af de gamle kæmper vil rejse sig til dåd i 2017.

4. Folk begynder at kigge mindre på data og mere på mavefornemmelse. Datadrevet marketing bliver sværere, både grundet de mange muligheder for at indsamle data og den stigende kompleksitet i kunderejserne, som der jf. sidste års forudsigelser bliver arbejdet endnu mere i dybden med, også i det nye år. Dertil kommer det faktum, at det endnu ikke er muligt at trække data på tværs af devices og forskellige brugere af de samme enheder 100% sikkert. De mange data, man kan indsamle, skal derfor stadig tages med et gran salt, og rigtigt meget skal stadig tages på marketing-mavefornemmelsen – med udgangspunkt i data.

5. Hvis ikke dine annoncer er ”rigtig” værdiskabende, så spilder du dit annoncebudget. Annoncering skal handle om relevans, fremfor blot at vise et logo. I fagsprog kaldes dette content marketing, men helt grundlæggende handler det ”bare” om at forstå, hvilke informationer, der er relevante for kunden lige nu og så fokusere på disse.

Eksemplet på en af vores kunder (BoShop) – et simpelt eksempel med 2 varianter af en re-marketing annonce på Facebook; den ene annonce havde standard ”Køb hos os”-budskab – den anden annonce havde et relevant budskab ift. ”Hvilken farve skal din sofa være” – forskellen i klikraten var faktor 5, dvs. 5x flere klik fra samme budget – og ikke minst en markant lavere klikpris – fordi det var relevant.

 

Nu er der kun én ting tilbage …

.. og det er, at ønske dig en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Vi håber, at du får en dejlig juleferie med dine kære, og at du er ligeså tændt på 2017, som vi er. Vi glæder os i hvert fald til at arbejde videre med dig og din forretning i det kommende år.

Mange julehilsner og ønsker om et godt 2017
Bjarke og resten af Compell-holdet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.