Tanker til weekenden – Giver Trustpilot markedsføringsværdi?

Som forbruger kan det være svært at vælge til og fra i junglen af produkter, som vi hver dag bevæger os i. Hvilket vaskemiddel vasker hvidest, hvilke champignoner er de sundeste, og hvilket mobilselskab er i virkeligheden det bedste? I et forsøg på at overbevise forbrugeren om at netop deres selskab er det bedste, kører CBB Mobil i øjeblikket et tv-spot med en anderledes strategi ved at benytte sig af gode brugeranmeldelser som det primære salgsargument.

Hvad er Trustpilot?

Trustpilot er en online anmeldelsesplatform, der forsøger at bygge bro mellem forbrugere og virksomheder ved at give enhver mulighed for at skrive anmeldelser af virksomheder og dele sine købsoplevelser. Det kan hjælpe forbrugeren til at træffe bedre beslutninger, når de handler. Samtidig kan mindre gode anmeldelser oplyse virksomhederne om, hvilke områder de kan forbedre.

“Vi er Danmarks mest populære mobilselskab”

Mobilselskabet CBB Mobil kører netop nu med en tv-reklame, der fortæller, at de er Danmarks mest populære mobilselskab i følge Trustpilot.dk, og af den årsag udlover de et abonnementstilbud. Men hvad er det, der får mobilselskabet til at vælge denne strategi, og hvorfor tror de på, at det virker?

Hvorfor vælge denne fremgangsmåde?

En forklaring på CBBs valg af denne reklamekampagne kan gå på, at mobilselskabet har bemærket en stigende interesse hos os forbrugere omkring brugeranmeldelser af produkter og virksomheder. Gennem dem, danner vi os i mange tilfælde et forhåndsindtryk og måske endda en præference, inden markedet for fx mobilabonnementer overhovedet undersøges. Vi lader os simpelthen overtale af vores ‘ligemænd’. Denne tendens har vi tidligere beskrevet her på bloggen i artiklen om emnet Zero Moment of Truth (ZMOT), og CBB giver et soleklart eksempel på, at tendensen for alvor er ved at tage fat, og hvordan marketingfolkene begynder at tage den til sig.

Har CBB fat i den lange ende?

Om mobilselskabet opnår succes med deres kampagne vil tiden vise, men det tyder på, at CBB har fat i noget af det rigtige. Med 5.705.491 delte anmeldelser er Trustpilot hurtigt blevet en stærk ressource af information, som vi alle kan ty til i forsøget på at finde en bedre vej gennem forbrugerjunglen. Især en omdiskuteret  branche som mobilbranchen kan måske nyde gavn af denne form for markedsføring, der giver en dobbelteffekt med henholdsvis opmærksomhed omkring CBB-brandet gennem tv-spots og samtidig (og måske endnu vigtigere) brugeranbefalinger gennem den anviste trustpilotrating.

2 svar til “Tanker til weekenden – Giver Trustpilot markedsføringsværdi?”

  1. Hej Stine

    Fedt indlæg – med en trend i tiden. Jeg er enig med dig i, at det modigt gjort – og udfaldet er et stort ?.

    Men de har belæg for at fuldføre udvikle kampagnen og køre den. Se Nielsen Research fra Q3 2011: http://blog.nielsen.com/nielsenwire/media_entertainment/consumer-trust-in-online-social-and-mobile-advertising-grows/

    Den viser at forbrugere i højere grad stoler på anbefalinger fra venner – og fremmede forbrugere – end ja praktisk talt alt andet. Glæder mig til at se om trenden fortsætter og hvem den næste bliver…

    Mvh
    Anders
    MindOn.dk

  2. Stine siger:

    Hej Anders.
    Mange tak for din kommentar.

    Det er en rigtig spændende udvikling, der kan gøre jobbet som sælger svært, hvis vi som forbrugere lytter til venner, familie og brugeranmeldelser, inden vi besøger en fysisk butik.

    Google har også undersøgt denne tendens, som de kalder Zero Moment of Truth, ZMOT, der også kan ses som belæg for CBBs strategi. http://www.compell.dk/zero-moment-of-truth

    Det er super spændende at se, om denne tendens for alvor bider sig fast.

    Mvh. Stine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.