Totalkredit scorer håndboldherrerne

Med mere end 111.000 synes godt om-tilkendegivelser på håndboldherrernes Facebook-side har Totalkredit formået at udnytte sit sponsorat af herrelandsholdet på en meget effektiv måde. Totalkredit har således lavet en Facebook-side om herrelandsholdet, hvor man kan følge med i alt omkring landsholdet, lige fra statusopdateringer om, hvad der foregår i VM-lejren, til hvem der er kampens fan. Der bliver lagt billeder og videoer ind af spillerne og man kan deltage i konkurrencer samt kommentere på diverse indlæg.

Der foregår således megen aktivitet på Facebook-siden fra både Totalkredit og fansenes side. For eksempel blev der lagt en video op af Ulrik Wilbek, som under opvarmningen løb et par ture frem og tilbage på banen, hvilket var et meget sjældent syn. På nuværende tidspunkt er der mere end 9.000 personer, der synes godt om videoen, der er kommet over 300 kommentarer og flere end 200 personer har delt videoen.

Der er altså en stor interesse omkring herrelandsholdet, hvilket i høj grad kommer Totalkredit til gode, idet virksomheden får en masse opmærksomhed gennem deres eksponering af de danske håndboldherrer.

Udover Facebook har Totalkredit også brugt håndboldherrerne i deres tv-reklamer og i samarbejde med TV2 udviklet appen Playmaker, hvor man blandt andet kan forudsige kampens resultat.

Et stærkt samarbejde skaber store muligheder

1

I forbindelse med Totalkredits sponsorat af herrelandsholdet er der ikke blot tale om en almindelig sponsorkontrakt, men en aftale om et stærkt partnerskab, der rækker ud over et traditionelt envejs-sponsorat, lyder det i pressemeddelelsen fra 2011 om partnerskabet.

Målet er således at sprænge rammerne for et sportsligt og kommercielt samarbejde mellem en virksomhed og et dansk håndboldlandshold. I pressemeddelelsen udtaler direktør Troels Bülow-Olsen ligeledes, at samarbejdet med det danske herrelandshold giver Totalkredit en enestående mulighed for at støtte og involvere sig i håndboldsporten og et landshold, der formår at samle alle danskere.

Dernæst påpeger Bülow-Olsen også, at landsholdet matcher mange af de værdier, som Totalkredit selv står for, nemlig nærvær, folkelighed, engagement og begejstring. Man kan således argumentere for, at det godt kan betale sig at indgå et tættere partnerskab for at udnytte sponseringens fulde potentiale

Hvordan udnytter du dit sponsorats fulde potentiale?

Mange virksomheder prøver sig frem i sponseringens verden og det er kun de færreste, der formår at udnytte et sponsorats fulde potentiale. Men hvad skal man egentlig gøre for at få succes med sponsering?

I sin artikel om sponsorkommunikation kommer Søren Bo Jørgensen med en række forslag, hvordan du gør:

  • Integrer dit sponsorat i din øvrige markedsføring som for eksempel tv-reklamer, annoncering og in-store promovering
  • Gør det tydeligt over for din målgruppe, hvilket værdimatch der er mellem din virksomhed og dit sponsorobjekt
  • Overvej hvorvidt tilhængerne af dit sponsorobjekt matcher din egen virksomheds målgruppe
  • Søg sponsorobjekter, der signalerer nogle af de samme værdier som din egen virksomhed eller værdier, din virksomhed stræber efter at signalere

Det er således vigtigt, at der er sammenhæng mellem al den kommunikation, der foregår i virksomheden og at sponsoratet indgår som en del af denne kommunikation.

Totalkredit er altså et godt eksempel på en virksomhed, der har levet op til de forslag, Søren Bo Jørgensen kommer med. Virksomheden har formået at integrere sponsoratet i sin øvrige markedsføring og udnyttet det på en særdeles effektiv måde.

Se håndboldherrerne spille VM-semifinale mod Kroatien i aften og følg med i al den aktivitet der foregår omkring holdet på Facebook.

 

 

Ét svar til “Totalkredit scorer håndboldherrerne”

  1. Rene siger:

    God artikel.
    Jeg har tænkt meget over dette i løbet af det herrenes håndbold VM. Det koster jo boksen for Totalkredit. Og godt nok er deres eksponering høj – MEGET høj. Tydelige logotryk på spillertrøje, træningssæt, tv-reklamer med træner og spillere, logotryk på diverse boards, display mv. Man skal heller ikke glemme de mange arbejdstimer der går til udvikling, koordinering af kampagner og materialer. Jeg tænker altid omkring de store sponsorater…Er der virkelig Value for money eller er det blot et stort show of?

    Eksponeringen er høj. Men er det eneste fokus og mål for Totalkredit at øge kendskabsgraden? Deres kendskabsgrad er i forvejen høj. Eller mange danskere kender navnet, logoet “Totalkredit”. Det handler vel i sidste ende om at skaffe nye kunder og øge markedsandele. Kunne være spændende at følge op på dette et stykke tid efter VM.

    Jeg er meget enig i ovenstående artikel. Det er virkelig vigtigt, at man kan og vil integrere sine sponsorater i de øvrige markedsføringsiniativer, intern/ekstern kommunikation. Ja sponsoratets skal slet og ret forankres i virksomhedens DNA.

    /René Bygballe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.